Frederikshavn – Oslo Cruise og diverse projekter.

Tur til Oslo…

Ja der er sket lidt siden sidst jeg skrev. Jeg trodsede det Palliative Teams mange mange advarsler, og tog med familien afsted på Cruise. Min mand og jeg havde snakket meget frem og tilbage om, hvorvidt vi turde at jeg tog med! Så vi aftalte, at hvis det gik godt med at eksperimentere med kapslerne, samt at jeg havde det godt onsdag morgen – så tog jeg med! Omvendt hvis jeg havde en dårlig fornemmelse i kroppen – så var det nok bedst at blive hjemme.

Tirsdag gik med at forsøge mig frem med kapslerne, fordi Det Palliative Team ville jo stadig ikke give mig injektioner med på turen. Pigerne var også meget spændte, og det var tydeligt at for dem betød det utroligt meget, at jeg kom med. Deres ønske gjorde selvfølgelig også at jeg var villig til at udholde utroligt meget for at kunne komme med!

Onsdag morgen havde jeg det heldigvis bare super godt! Så vi lukkede kufferten og kørte mod Frederikshavn kl 06, alle 4! Færgen havde afgang kl 9:15. Turen var en gave fra mine svigerforældre, som også tog med. Ligeledes kom mine forældre også med og nogle af deres venner.

Cruise, Frederikshavn – Oslo, tur retur!

Vi fik 2 indvendige kahytter, frokost, aftensmad og morgenmad! Der var drikkevarer inkluderet – så det var kun da vi købte en drinks efter aftensmaden, at vi skulle finde pungen frem. Virkelig en flot gave!

Vi mødtes med de andre i Frederikshavn og gik sammen ombord på færgen. Så blev der fundet kahytter og vi var så heldige at vi havde fået kahytter tæt på hinanden.

Der var også en spa afdeling ombord på færgen, og vi havde faktisk fået at vide at det var fuldt booket! Men vi havde taget badetøjet med alligevel – jeg tænkte at det kunne jo være at de havde fået et afbud! Og vi var så heldige at da vi gik forbi og spurgte – så havde de plads til flere!

Så vi strøg ned i kahytterne efter badetøjet, og da færgen sejlede forbi Grenen mod Oslo – så sad vi med en drinks i hånden i deres spaafdeling. Luksus!

Spaen…

Det var ikke fordi at det var en mega stor spaafdeling – men de lukkede maks 30 ind af gangen og det var passende. Der var 1 udendørs spa og nøj det var KOLDT at gå derud – Brrrr! Der var også 2 indvendige varme pools, sauna, dampbad og et regnbad. Der var selvfølgelig også en is tønde til vekselbade (min store datter og manden var selvfølgelig i) og så nogle opvarmede stole med udsigt til vandet! Det kan klart anbefales at prøve.

Desværre blev vandet en del uroligt, da vi skulle op fra spaen. Så pigerne sad med hver deres pose for munden, fordi de blev søsyge. Det var synd for dem! Så da vi havde fået tøj på, strøg vi ned i kahytten og pigerne fik lige sovet en times tid. Det var helt perfekt, for så var vi på vej ind i Oslo fjord, og vandet var igen roligt!

Kl 13 mødtes vi til frokost med resten af gruppen – de gad ikke i spaen. De havde gået rundt på båden imens. Desuden havde de haft en flaske champagne med, som de delte. Man kan da heller ikke lade de “gamle” forældre være alene i bare 5 min 😂👍

Maden til frokost var bare mega lækker. Jeg ELSKER pil selv rejer, og det var der på frokost bordet! Så jeg spiste nok 2 store tallerkener til frokost! Mums!

Oslo…

Stena Line som vi sejlede med, har de fleste ture til Oslo uden at man kommer af båden. Selve turen går op i, at man slapper af på båden og spiser god mad og ser på naturen fra færgen. Dog har de en tur om mandagen, hvor der er en overnatning i Oslo. På den tur kan man komme af båden. Vores gavekort gik dog ikke til den tur, men til “afslapningsturen”. Det var fint nok, for selvom jeg var frisk, så ved vi aldrig hvornår det vender!

Men alt gik heldigvis ud over al forventning. Jeg havde snydt lidt og tog Prednisolon under turen. Det tager kvalme, giver ekstra appetit og energi. Desuden havde jeg taget ekstra smertestillende kapsler med og det var også et klogt træk. Det Palliative Team sagde at jeg skulle tage 3 piller, men det var desværre slet ikke nok! Så jeg prøvede mig frem og hvis jeg tog 5 kapsler – så kunne jeg få det til at hænge sammen!

Jeg skulle snakke med det Palliative Team idag omkring turen, og de var selvfølgelig ikke lykkelige for de ekstra 2 kapsler. Men jeg fik for en gang skyld ikke skæld ud – så det var heldig nok!

Torsdag :

Vi var retur torsdag morgen kl 8, og vi afsluttede turen med lækker morgenmad på båden. Pigerne var vildt trætte – både tidligt oppe onsdag og torsdag – og så endda på deres fridage fra skolen 😉

Min store pige skulle til tandlæge kl 12, og samtidig med det, kom en af mine gode veninder og hente mig og lillepigen.

Hun og hendes mand har nemlig lige købt et nedlagt landbrug. Det er et super lækkert stråtækt hus, som de bor i nu. Men hun var så ked af at der i halvdelen af huset, ligger nogle gamle mørkerøde klinker. Det gør huset utrolig mørkt, så jeg forslog at man jo kunne male dem lysegrå, indtil at de er klar til at hugge gulvet op og lave nyt!

Det gik de og tyggede på nogle dage, og så ringede hun og spurgte om jeg ville vejlede dem omkring det! Nu elsker jeg at male gulve – det er bare så utrolig dejlig nemt! Så vi aftalte at hvis jeg var frisk – så tog jeg med ud og hjalp hende lidt! Måske du allerede nu har gættet mit tidligere erhverv 😉

Jeg havde bedt dem om at klargøre gulvet med eddikesyre og grundrens, inden jeg kom, så det var lige til at gå i gang. De havde gjort det mega godt, så det var bare så super nemt!

Vi gik i gang med hæftegrunder og fik malet halvdelen af gulvene! Så kørte min veninde mig hjem, så jeg kunne være frisk til at give den en skalle om fredagen.

Fredag …

Stod det på afslapning – til at starte med!  Min mand skulle til Århus og have hans vandscooter vinterkonventeret. Så jeg havde aftalt med en anden veninde at hun kiggede forbi. Hun vil gerne at jeg maler et stort billede til hende – så jeg gav kaffe og så kom hun forbi med det her kæmpe lærred. Det er vist 150×250. Jeg er kommet godt i gang med det. Jeg smider lige et billede på af 1. lag. Fordi jeg maler med oliemaling så tager det lidt tid at få det til at tørre. Men det passer mig fint, for jeg kan godt lide at have lidt at gå at nusse med!

Jeg kan godt mærke af efter jeg har solgt mit firma, så har jeg behov for noget at gå op i! Og at male malerier – det passer meget godt til mit temperament og til noget som ligger nær mit tidligere erhverv…

Efter kaffe hyggen kom min anden gode veninde og hentede pigerne og jeg. Vi skulle ud og tjekke om hæftegrunderen var ordentlig hærdet og så give 1. lag gulvmaling.

Gulvmaling…

Det blev heldigvis lige som de godt kunne tænke sig. Det er altid svært når man råder andre til noget – hvis det så ender med ikke at blive som de ønsker! Men når det så bliver som de ønsker – ja så er man jo bare glad for at man kunne hjælpe.

 

Idag…

… er det så mandag aften og vi ligger alle 4 i vores seng og slapper af! Det er nu skønt ovenpå forskellige tiltag henover weekenden.

Nu vil jeg til at skrive lidt ansøgninger til nogle legater, som jeg kan se at jeg opfylder kravene til! Det er altid rart med lidt ekstra penge mellem hænderne! 🙃

Fortsat rigtig god aften herfra ♥️

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *