Lidt dårlige nyheder desværre!

Svar på undersøgelse.

Igår fredag var jeg i narkose og skulle undersøges for en del kræft relaterede ting, samt have skiftet dræn. Det startede ellers virkelig typisk med at jeg torsdag pludselig stod med mit nyre dræn i hånden. Væsken fra den ballon som holder mit dræn på plads, var af en eller anden grund sevet ud! Så lægen blev nødt til at tage et mindre dræn og komme ind (uden bedøvelse) sådan at selve kanalen indtil nyren ikke lukkede sig!

Så fredag skulle de så skifte det til rette størrelse dræn mens jeg var under narkose. Ellers så skulle de kigge op i vagina og se om der var nogle kræft relaterede ting der. De skulle også se blæren efter og tjekke om jeg havde dannet en fistel fra blæren og til vagina. Hvilket jeg selv var lidt bekymret for at der var!

Da jeg vågnede havde jeg store problemer med galde fra maven! Jeg havde også kastet en masse galde op i opvågningen – det har jeg aldrig prøvet før. Det var virkelig træls! Nå men jeg fik styr på det, og så kom Lars Ulrich, min kirurg, forbi og forklarede mig hvad de havde konstateret!

Fakta : 

Det viser sig at jeg, som jeg selv havde regnet med, har udbrud af kræft i toppen af vagina, samt ned langs siden! Det har også bredt sig ind til blærevæggen! Så er der kommet en fistel fra blære og til vagina! Så Lars Ulrich tilbød mig at jeg skal ind og have lavet indvendige dræn på begge nyrer – og så skal de munde ud i en pose på maven! Det er for mig en ok løsning! Dels så bliver fistlen udtørret på den måde, og når det er på en pose på maven, så vil jeg kunne passe det selv! Jeg vil også kunne tage ud at bade med pigerne osv!

Jeg skal op og snakke med onkologerne på torsdag! Her skal jeg have lagt en plan for hvad de kan tilbyde mig af hjælp mod det udbrud af kræft, som jeg nu ved er der!

Er det øv? Ja selvfølgelig men jeg tager det nu ok! Det har jo hele tiden været der – så det ændrer jo intet for min situation. Jeg dør hverken langsommere eller hurtigere af at få denne vished! Jeg bliver dog nødt til at at have endnu en undersøgelse. Jeg skal bede dem om en MR skanning for at fastslå om det også er gået i knoglerne i mit bækken! Jeg har nemlig vildt mange smerter derfra.

Hjem til familien på orlov!

Jeg har fået lov til at tage på orlov idag lørdag. Så pigerne og jeg har hygget med at lave mad! Vi har lavet bacon/løgbomber, flødekartofler og en lækker salat! Afslutningsvis bagte vi en banankage (Sophias yndlingskage) men så er kræfterne også brugt for idag!

Jeg kan vælge at sove hjemme eller tage på sygehuset! Men jeg tror at jeg hellere må sove på sygehuset! Jeg har mange smerter endnu, så jeg magter ikke at skulle være hjemme og kæmpe med det! Så er sygehuset trods alt at foretrække.

Imorgen håber jeg at det går lidt bedre med det hele så jeg forhåbentlig snart kan komme hjem og være! Men det er ikke nemt med smerterne!

Det var en lille Update herfra og tak til Naomi, Joan, Caroline og mine dejlige forældre for deres besøg, Det var meget opmuntrende! Og tak for blomsterne – dem har jeg taget med hjem og de står så flot herhjemme!

Tulipaner - etlivmedcancer.dk Roser fra mine forældre - etlivmedcancer.dk

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *