Naturmedicin mod cancer

Jeg plejer ikke at være positiv stemt overfor afprøvning af naturmedicin mod cancer. Hvis jeg skal være helt ærlig – så gør jeg det for min kære mors skyld. Hun læser og læser på nettet, omkring forskellige naturlige veje, til at bekæmpe den lorte sygdom, som er ved at invadere min krop stille og roligt.

Og når hun så kommer med diverse artikler – så læser jeg dem, men ærligt, så når de ikke hjertet. Jeg har nok i bund og grund accepteret, at jeg dør af denne sygdom på et eller andet tidspunkt. Omvendt så må jeg jo også erkende, at lægerne ikke fatter, hvorfor jeg stadig er i live. Selvom den operation, som jeg fik tilbage i august 2011, var en succes, så gik der kun 5 måneder, før man igen kunne se canceren på skanningerne. Dette var meget hurtigt – specielt også fordi at efter operationen fik jeg 3 x krads kemo, som skulle hjælpe på, at hvis det kom igen, så ville der gå længere tid.

Jeg tænker selv, at fejlen muligvis ligger i, at jeg havde det hul på urinlederen og toppen af tyktarmen, som gjorde at kemoen ikke blev i kroppen, så lang tid som den egentlig skulle. Men det nytter jo ikke noget “at græde over spildt kemo” 😉 – men det er selvfølgelig ok at være ærgelig over det.

Men selvom det så kom hurtigt igen, ja så har det ligesom ikke rigtigt taget ordentligt ved derfra. Jo jo det vokser selvfølgelig – men faktisk har jeg haft en del skanninger i disse år med cancer, hvor det ikke har vokset, og nogle gange faktisk er blevet mindre. (Jeg bliver skannet hver 3. måned) Og dette til trods for at jeg ikke har fået noget kemo, som kan ligge til grund for det!

Nå men tilbage til det som indlægget her oprindeligt drejede sig omkring.

Forskellige typer af naturmedicin som jeg har prøvet :

Jeg har virkelig prøvet mange forskellige ting hen af vejen … ud over de produkter som jeg afprøver nu, så har jeg også afprøvet følgende naturmedicin mod cancer : C-vitamin infusioner, mistelten indsprøjtninger, blodanalyse i Tyskland, diverse vitaminer opsat efter netop mine behov, akupunktur ved 2 forskellige, irisanalyse ved 2 forskellige og så selvfølgelig at leve efter de gyldne regler, som er ingen sukker, ingen svinekød og rødt kød, masser af grønsager og godt med motion. Og alt sammen med den sidste bemærkning, at det virker for mange, men desværre ikke alle – så har man ligesom sørget for at dække sig ind. 🙃

Det positive ved alle disse behandlinger, var for mig, at de fleste ting gav mig mere overskud, men desværre ingen effekt mod kræften. Faktisk viste det sig, at hvis jeg levede et roligt liv, i balance med hvad jeg selv følte var det rigtige for mig, ja så har jeg mere eller mindre altid fået de bedste skanningssvar. Tankevækkende ik!?

Hvis du netop har fået konstateret kræft, og så er faldet over min blog, ja så er jeg ked af hvis det tager modet fra dig. Det er absolut ikke meningen – det er mere et opråb om at man skal føle efter hvad man selv har det godt med! Så hvis du synes at naturmedicin mod cancer er vejen frem – så endelig afprøv det! Det kan jo være at du er en af dem som det virker på! Og husk endelig at mit liv bare beviser, at selvom lægerne tror man måske kun er her kort tid, ja så behøver det heldigvis ikke at være sådan!

De 3 ting som jeg har taget siden jeg var ved Iris-analyse, må jeg dog erkende, har en meget positiv indvirkning på min krop. Så det kan godt være at hun ikke lige kunne se at jeg har cancer, men det med de tilstoppede lymfer og min krop som er sur – det må alligevel være rigtigt. For jeg har i den seneste tid haft meget mindre kvalme, og mere kvalitetstid føler jeg. Jeg er ikke helt skarp i forhold til at tage det hele korrekt, men jeg tænker at det vigtigste er at det kommer indenbords! 😉👍

Desværre så har jeg bare tabt mig en del over den seneste måned og har lige ramt de 48kg igen. Ikke super godt hvis jeg skulle blive indlagt! Så jeg har fået fat på de her Protino Blåbær – så er det bare lige igen at jeg skal huske at drikke dem! 🙄 Men heldigvis så hjælper min mor mig med at huske det! ♥️

Jeg blev terminal erklæret for 3 år siden og når man er terminal erklæret, så har man ret til at få en pårørende “ansat” ved kommunen til at hjælpe en med praktiske opgaver. Ikke personlig pleje og den slags, men feks hjælp til kørsel (jeg må ikke køre bil, pga den stærke medicin som jeg får mod mine kroniske smerter), hjælp til rengøring, hjælp til at hente børnene fra skole osv osv osv!

Min mor har 4 dage om ugen og min mand har 1 dag om ugen. Det er en 37 timers stilling og man kan dele det op som man vil, og mellem nærmest så mange personer som man vil. Det er virkelig en fantastisk ordning! Og ja så får man jo også sin medicin gratis som også er en kæmpe fordel for mig! Så selvom det er et hårdt slag psykisk at skulle acceptere at få titlen “terminal” – så må jeg sige at det virkelig har været en stor fordel for mig!

Nå men det var vist det for idag! Min store pige skal til banko på skolen idag – så hun har forladt hjemmet og far og lillepigen er taget på vandet som du kan se på billedet! Brrrr – godt det ikke er mig, men de er heldigvis pakket godt ind! 🙂

Tak fordi du læste med 😍

naturmedicin mod cancer, vandscooter

Zes ♥️

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *