Så startede hverdagen igen.

Vejle Fjord udsigt til broen!

Skolestart.

Så startede pigerne i skole igen idag! Pyha det var hårdt for dem at komme op her til morges, men de tog det heldigvis pænt, selvom de var godt trætte! De har vendt en anelse rundt på deres sovetider her i ferien. Selvom vi har forsøgt at få dem i seng til senest kl 2130 (1 time senere end normalt – det er jo ferie trods alt), så endte det mange gange med at de faktisk først sov omkring kl 2330.

Igår kom de hjem fra mormor og morfar. De nåede lige at få et par dages ferie ved dem også. Og så blev der ordnet skoletasker, penalhus osv. Kl 21 blev de så puttet, men de kunne bare overhoved ikke sove. Der var dog ingen kære mor (eller far), så de måtte pænt blive i deres senge indtil de sov! Sienna sov først kl ca 23, Sophia lidt før, men jo så vidste man jo godt at det ville blive hårdt at komme op idag. Jeg tror at det er 2 ret trætte piger jeg får hjem fra skole idag!

Hygge med Sophia.

Ellers så var Sophia og jeg jo i Odense igår på shoppetur. Manden og jeg kørte ind og hentede hende ved mine forældre kl 10, og så tog vi i Rosengårdscentret. Vi havde egentlig snakket om at tage på gågaden, men det var et værre møgvejr, så vi tog det indendørs alternativ istedetfor!

Sophia syntes dog ikke helt at det var så hyggeligt som at gå i Vejles gågade. Det er ikke så længe siden at hun lavede en aftale med sin farmor om en hyggedag. Der var de på shopping i Vejles gågade, og det var åbenbart en super hyggelig tur, så det sammenlignede Sophia jo med. Nu lyder det måske som om hun brokkede sig osv, men det gjorde hun nu slet ikke. Hun er utrolig nem og meget taknemmelig. Men efter at have gået hende lidt på klingen, så fik jeg ud af hende hvad hun foretrak! Så vi har aftalt at vi tager en anden tur en anden dag i Vejle!

Det kommer sig også af at vores hyggedag ikke blev helt så lang. Dette af 2 grunden! Dels så var manden jo afsted på arbejde, så vi skulle have det til at passe sammen med ham. Og så blev jeg desværre dårlig op af dagen! Faktisk endte det med at min far hentede os i Odense, satte Sophia af ved min mor og kørte mig til Vejle på sygehuset!

Sygehus igen igen!

Heldigvis var det bare et kort visit på sygehuset. Jeg fik utrolig ondt fordi jeg jo ikke har mit smertestillende med! Nogle gange går det ok, men det gjorde det desværre ikke lige igår. Så jeg kom ind og fik ekstra smertestillende, og da manden så var tilbage i Vejle med pigerne, var jeg klar til at kunne tage med dem hjem! Det var dejligt at det ikke var nødvendigt med et længere ophold.

Da jeg var inde på sygehuset tirsdag viste min urinprøve at der er infektion i blæren, men jeg skal ikke have behandling før absolut nødvendigt! Dvs hvis jeg skulle gå hen og få feber, så skal jeg komme med det samme, og så starter de behandling. Men ellers så venter vi til jeg alligevel skal ind til februar og have renset stents!

Til februar skal jeg også have min halvårs skanning for at se hvordan det ser ud med kræften! Jeg har 3 knuder i mit maveskind, som både kan ses og mærkes udefra! Jeg skal have snakket med dem om, om man ikke kan fjerne dem. Ikke fordi at det vil hjælpe sygdomsmæssigt – det ved jeg godt at det ikke gør! Men mere fordi at jeg har det ikke så godt psykisk med at jeg kan se og mærke dem! Omvendt så er det jo en nem måde for mig selv at se status på kræften! Hvis det pludseligt vokser meget – så vil de knuder også vokse, og så kan jeg holde øje på den måde.

Vejle Fjord Spa Hotel!

Idag modtog jeg forøvrigt også den “kompensation” for den mindre madforgiftning, som jeg fik da jeg var ude på aftensspa på Vejle Fjord for en 2 ugers tid siden. Jeg var afsted med min veninde, og vi spiste af deres vital buffet en halv time inden de lukkede den ned og kom nyt mad ind! Men vi endte begge to med at blive virkelig dårlige og kastede også begge op!

Jeg kontaktede så Vejle Fjord, dels for at klage over det -det er jo ikke helt billigt! Men også for at de fremover er opmærksomme på at deres mad nok står lige lidt for lang tid ude. De skrev så tilbage at de ville sende noget som kompensation! Måske jeg var lidt for optimistisk omkring denne her kompensation, men jeg havde regnet med at jeg nok ville få et gavekort derud til som modsvarede det jeg havde betalt! Men de syntes åbenbart ikke at opkast og at man må tage tidligere hjem end forventet, var godt nok til at man fik det som kompensation!

Vejle Fjord Spa Hotel - Thalgo produkter

Jeg fik en fin lille pakke med 4 prøver af deres creme! Er jeg for krævende? Er det mig som forventer for meget? Jeg synes bare at det mindste var at man ville få sine penge retur, – de her prøver koster dem jo ærlig talt ikke meget! Nå men jeg er så blevet det klogere og spiser ikke af deres buffet så sent igen, og det vil jeg heller ikke anbefale andre at gøre…

Aftensmad!

Forleden var vi hjemme ved nogle dejlige venner og spise. Hun havde lavet falafel til os – og det havde jeg ikke smagt før! Hold fast hvor smagte det bare godt, og så er det jo mega sundt med alle de proteiner fra kikærterne! Så idag har jeg besluttet mig for at ville prøve kræfter med at lave det selv!

Planen er at vi skal have hjemmelavede pitabrød med falafel, tarziki og salat til! Jeg har allerede lavet dejen til pitabrødene og også tarzikien, så den kan trække og blive godt smagt til med hvidløg! Bliver det en succes – så kommer opskrifterne på senere!

Pitabrødene er selvfølgelig med gurkemeje 😂 – men jeg har spurgt manden først om det var okay 😉 Jeg er bare vild med den farve, som brød får når man bruger gurkemeje og så er der jo også det at det er mega sundt for kroppen, når man har kræft! A Pro Pro så har jeg noget frisk gurkemeje rod liggende, som jeg skal se hvad jeg kan bruge til! Jeg så det i Føtex, og købte det, for jeg tænkte at det skal jeg bare have fundet ud af at bruge på en eller anden måde!

Tarzikien fik lidt skovsyre blade i fra min plante! Det gav en god smag sammen med citronsaften!

mynte plante og skovsyre plante

Hav nu en rigtig dejlig dag ♥️

Etlivmedcancer.dk/ Line

 

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *