Samlet familie er nu engang bedst!

Home sweet home…

Så oprandt dagen endelig – tirsdag morgen kl 04:25 mere præcist ;), at mand og børn kom hjem til mig igen. Jeg må indrømme at det var virkelig dejligt at se dem igen! Ikke at jeg havde forventet at jeg ikke ville savne dem… Men det var en her speciel følelse endelig at kunne kramme og kysse dem igen!

De landede i Kastrup kl 02, men for dem var klokken kun 24, fordi tiden på Kap Verde er 2 timer bagud! Så det lettede heldigvis lidt på hvor hårdt det ville være for min mand at skulle køre hjem fra Kastrup. Min mand var sød at ringe da de landede, og så var det ellers min mening at ville ringe igen efter en time. Lige for at tjekke op på at han ikke var ved at falde i søvn bag rettet! Det er ikke det nemmeste at skulle ud på en 3 timers køretur, efter 9 stive timer i et fly!

De kom heldigvis alle hjem i et stykke, og efter de kom hjem fik de et bad og kunne så alle indfinde sig i rene dyner i vores dobbeltseng. Lige noget som passede pigerne! De er nogle rigtigt hyggetrunter – og de ved ikke noget bedre end at vi alle er sammen i vores seng. Det er den absolutte tryghed for dem! Indrømmet – jeg elsker det også voldsomt, men nu hvor de er så store, så er det ved at være svært at kunne være der alle sammen. Eller vi kan jo godt være der – men der er bare ikke meget plads, så søvnen bliver ikke den bedste!

børn

Gaver…

Jeg var så heldig at de også havde medbragt en lille gave til mig! Da vi i 2012 var på Kap Verde sammen – da købte jeg et super flot armbånd, som jeg stadig bruger meget! De havde købt et nyt armbånd til mig – pigerne havde åbenlyst valgt det! Det er ikke lige et armbånd, som jeg selv ville have købt. Jeg må dog erkende at jeg er ved at blive mor med stort M, for selvom farverne ikke lige er mig! Så betyder det virkelig meget for mig fordi de har brugt tid på at vælge det til mig. Samt at se glæden i deres øjne da de gav mig det!

I kan se de 2 armbånd her – meget forskellige – men begge unikke!

armbånd Kap Verde

Armbånd Kap Verde

Naturmedicin virkning :

Jeg har jo været på det nye naturmedicin i en uges tid, og det virker umiddelbart! Jeg har mærkbart færre smerter hvilket er en kæmpe lettelse! Så jeg håber at jeg kan begynde at trappe ned på det smertestillende. Det går feks meget bedre med min infektion i nyrerne. Jeg har godt nok ikke fået det målt, men jeg vil tage til egen læge imorgen og få taget blodprøver og blodprocent. Så jeg kan danne mig et indtryk ag hvor jeg ligger henne.

Som jeg har skrevet før, så ville det være rart hvis det virker, nu hvor vi har valgt at bruge så mange penge på de produkter som hun anbefaler. Sidst jeg var indlagt var det jo at de ligesom gjorde det klart for mig at jeg ikke skulle regne med at komme af med den resistente bakterie i mine nyrer. Jeg har haft konstant blødning fra blæren, og mange smerter som min medicin ikke kunne få i bund. Nu skriver vi 20 december og jeg har umiddelbart ikke nogle problemer, der gør at jeg skal ind til dem. Dejligt! Det er alle pengene værd!

Hygge ved mor og far, mandag til torsdag.

Som jeg har skrevet i tidligere indlæg, så var jeg jo over ved min mor og far den første del af familiens rejse. Jeg havde tænkt meget over hvad jeg kunne gøre for at aflede mig selv mens de var væk. Det var vigtigt for mig at de ikke skulle have det dårligt over at være ude at rejse. De måtte godt vide at det var hårdt, men det var en beslutning som vi havde truffet sammen. Så jeg var meget bevidst om at når jeg havde sagt A, så måtte jeg også stå ved B! Så jeg havde forsøgt at fylde min tid ud så godt som overhoved muligt!

Det var virkelig dejligt at være over ved mor og far. Der kunne jeg bare sove når det passede mig, og helt uden dårlig samvittighed. Eneste minus var at de jo naturligvis blev bekymrede, når jeg ikke var så meget oprejst. Set i bagklogskabets lys, så skulle jeg havde tage predniszolon i perioden hvor jeg var ved dem. Jeg ville nemlig gerne have været en tur til Odense og shoppe med min mor. Træthed og kvalme gjorde dog at det kunne ikke lade sig gøre.

Arbejde :

Jeg havde sagt ja til at passe mandens arbejde mens han var på Kap Verde. Han har nemlig haft en del stress på det sidste, så jeg håbede at ved at jeg overtog telefonen, kunne han bedre holde ferie. Der var heldigvis ikke det store at lave. der var ca 1-2 i gennemsnit, som skulle have hjælp om dagen. Jeg skulle så bare tjekke op på hvilken håndværker, der skulle kontaktes til netop det problem, og så guide dem sammen. Det gik fint. Så var der selvfølgelig lige den lejer, som skulle udsættes ved hjælp af fogden.

Så strejkede skraldemændene selvfølgelig også et af stederne, så det flød med affald. De ville ikke tømme containeren fordi de følte lyset var for dårligt! Til trods for at de har tømt der i de sidste 10 år uden ekstra lys – men det skal selvfølgelig ikke skille os 😉 Så jeg fik sørget for en elektriker, som satte ekstra lys op. Så måtte jeg forbi og ordne affaldet i klare poser – ellers vil de nemlig ikke tage det med. Og så kunne jeg bestille en ekstra tømning ved kommunen. Hvad man ikke gør for at gøre manden glad til han komme hjem 🙂

Spadag på Hotel Vejle Fjord.

Jeg kom hjem til mig selv torsdag aften, og fredag kom min dejlige veninde Karoline på morgenhygge besøg. Jeg lavede æg og bacon og hun kom med rundstykker og kage. Så fik vi vendt verdens situatinen. Mega hygge. Hun kørte så kl ca 12 – hun havde en aftale på sygehuset om eftermiddagen. Og jeg ville gerne lige nå at sove inden jeg skulle på Spa eftermiddag/aften med min anden skønne veninde Anja.

Anja hentede mig kl 14:30 og så havde hun lige lavet en mojito til os, som vi kunne sidde og hygge med i bilen på vej til Hotel Vejle Fjord. Egentlig var det meningen at vi ville have været derud allerede kl 10 fredag – men alt var optaget. Så vi kunne få lov at komme ind kl 15!

Det var vildt lækkert derude. Jeg har været derude før med min mand, men det er noget helt andet at være afsted med en god veninde. Ikke at jeg foretrækker det ene frem for det andet – men det er bare anderledes. Begge dele er hygge – men på hver sin måde.

Vi fik badet i skovbadet, udendørsbadet, lyd og lys-badet og selvfølgelig skulle vi også lige i det ultra varme vand på 42 grader. Lige overfor det, er der en 8 grader koldt bad, så man kan vekselbade. det droppede vi dog 😉 haha. Vandet er utrolig blødt og lækkert. Det føles lidt ligesom vat – og så er det bare skønt at man ikke har den her lede klor lugt overalt på sig. Vi var selvfølgelig også over i deres nye saltvandsbad – det var også et besøg værd. Man kunne faktisk næsten ikke svømme – så meget salt var der i.

Saunagus og aftensmad.

Vi fik os også sneget med til en omgang saunagus. Vi troede at det var for alle gæsterne i spaen – så da instruktøren kørte vognen ned til saunaen – så skyndte vi os at følge med. Det viste sig dog at det var et privat arrangement for et firma – men direktøren var så sød at sige at vi gerne måtte komme med. Så vi sad sammen med de her 8-10 personer og fik et mindre foredrag omkring kanelens antibaterielle virkning. Hun havde lavet en blanding til at komme på saunaen som duftede af kanel, nellike osv. Det var lækkert, men også ufatteligt varmt, og det endte da også med at jeg måtte kapitulere og gå ud. Anja klarede hele seancen 😉 Hun er lidt mere sej end jeg!

Kl ca 1830  spiste vi i deres vitalbuffet – men det viste sig desværre at være en fejltagelse. Efter maden lagde vi os foran pejsen og slappede af, men jeg kunne godt mærke at jeg ikke var helt på toppen efterfølgende. Jeg slog det dog hen – jeg bliver jo tit utilpas af at spise så jeg tænkte at det bare var det.

Vi kunne blive helt til kl 22, men kl 21 besluttede vi os for at stå op! Efter vi hade vasket os ( forøvrigt i deres shampoo, balsam og kropssæbe som var af virkelig god kvalitet) så blev jeg bare virkelig dårlig. Så det endte med at jeg måtte opgive at holde det tilbage, og jeg kastede alt maden op! Heldigvis var der poser – så jeg fangede alt i en pose! Og jeg fik også givet besked til personalet omkring det. Det ville være synd hvis nogen af de andre gæster, fik deres oplevelse ødelagt af mit opkast!

Hjemtur :

Ude i bilen nåede Anja at køre 10 meter, og så blev hun også bare SÅ dårlig. Jeg måtte så tælle timer for at tjekke om jeg måtte køre bilen hjem – det måtte jeg heldigvis! Så vi byttede og jeg kørte hende så hjem til sig, hvor hun så også måtte ud og aflevere sin aftensmad! Så træls! Men jeg NØD at være afsted og at Anja og jeg bare var os 2. Det var næsten som da vi var 16 igen og livet stod foran vores fødder! Nå ja bortset fra at snakken nu også lige indeholdt samtaler om vores dejlige børn og mænd. Tak for en dejlig dag trods alt Anja <3 Du er dejlig!

Anjas mand Patrick kørte mig hjem – og det var afslutningen på en ellers super hyggelig dag! Fordi vi begge blev dårlige af maden, endte jeg med at skrive en mail til Vejle Fjord og fortælle om oplevelsen. De har så lige mailet tilbage, at de selvfølgelig beklager hændelsen, og at de sender en lille kompensation til os for det! Jeg er spændt på hvad de mener der kan gøre det ud for en dårlig afslutning.

Det er ikke fordi at jeg vil være besværlig, men jeg er nervøs for at de måske lader maden stå for længe fremme. Specielt når der er fisk indblandet! Buffeen lukkede nemlig kl 19, så det var lige 30 min før de lukkede, at vi spiste af den. Men det kan da ikke passe at man som gæster skal være nervøse for at spise ved dem!

Lørdag:

Jeg sov ikke så meget om natten pga min mave – så lørdag gik egentlig bare med at komme ovenpå! Om aftenen havde jeg nemlig en aftale med 2 skønne piger – Camilla og Joan! Vi havde en pigedate på Relax Bar, hvor vi skulle mødes til tapas og rødvin.

Camilla hentede mig og vi havde bare en super hyggelig aften. Maden var perfekt og rødvinen perfekt afstemt til maden. Så dejligt ovenpå fredagens oplevelser! Vi fik snakket om livets udfordringer – men uden at røre emnet “Line er syg med kræft”. Det var ikke noget vi havde aftalt på forhånd, og det skal siges at det ikke er fordi jeg ikke vil snakke om at jeg er syg. Omvendt så betyder det bare SÅ meget for mig, at jeg kan være ude og hygge med veninderne, på samme grundlag som dem. Altså uden at der kommer en masse medlidenhed indover osv! Og det var slet ikke påtaget eller noget – bare helt naturligt! Søde Camilla og Joan – TUSIND TAK FOR DET! DET VARMER MIT HJERTE MEGET!!!!!

Rødvin og Tapas med Veninderne

Søndag.

Søndag var jeg inviteret på frokost ved mine svigerforældre. Det var hyggeligt lige at komme ned og blive forkælet  der også! Vi fik sild, æg, rejer, makrel og hvad der ellers hører sig til et godt frokostbord.

Jeg blev kørt hjem omkring kl 17 og så besluttede jeg mig for at lave en let lækker gang aftensmad til mig selv. Det er jo ikke forbudt at hygge bare fordi man er ene 😉 Så jeg lavede hummerhaler, pil selv rejer og flutes til 1. Dertil en musserende hvidvin, som jeg have på køl! Det smagte fantastisk! En god ting at afslutte dagen med!

Hummerhaler, pil selv rejer og musserende vin.

Mandag var det meningen, at jeg skulle på genbrugstur med min veninde Vivi. Hun måtte dog desværre aflyse fordi hendes mor var blevet dårlig, og derfor havde behov for hendes hjælp. Men så trådte min svigermor til og vi aftalte søndag, at mødes mandag formiddag. Så ville vi køre i genbrugsbutikker og også lige i almindelige butikker også.

Mandag.

Som aftalt så gjort – svigermor kom klokken 1130. Vi startede med lige at hente en kæmpe pakke med tøj fra min yndlings netbutik mocaclothing. Jeg havde været “slem” og kom til at bestille en del tøj derindefra. Men det er jo helt vildt alt det man kan få skravet til sig for næsten ingen penge…

Derefter kørte vi i 2 genbrugsbutikker og jeg fandt mig et par lækre jeans samt en nederdel – til den samlede pris af 75 kr. Det er lige til at overkomme.

Bagefter tog vi i Bryggen og spiste frokost. Efter maden fandt vi en strik kjole i Veromoda, som vi begge måtte eje. Svigermor og jeg har meget den samme smag i tøj, og har efterhånden en hel del ens tøj. Jeg synes det er vældigt hyggeligt. Jeg har en meget smuk svigermor, som man absolut ikke kan se alderen på. Jeg har ingen problemer i at gå i det samme tøj som hende, og heller ikke i at folk tror at vi er mor og datter. Jeg tager det som et stort kompliment! Hvis jeg kan komme til bare at se halvt så godt ud som hende når jeg bliver ældre – så er jeg heldig!

Ud over en strikkjole – så fik jeg også 2 langærmede basis bluser og 2 kortærmede basis bluser. Det kan man altid bruge.

Aftensmad.

Jeg endte med at svigermor var så sød at invitere mig på aftensmad, men kl 20 tog jeg hjem. Så gik jeg i gang med at få hele hytten gjort rent til familien kom hjem om natten. Afslutningsvis tog jeg et bad og så skulle jeg også bare se dyner…

Og så er vi tilbage til begyndelsen på mit indlæg.

Enden på det hele må være at jeg godt kan unde dem at tage afsted igen en anden gang. Jo det er hårdt – men omvendt så skal der liv jo ikke stilles på standbye bare fordi mit liv er det!

Ud over at manden og pigerne er hjemme – så passer vi også mine forældres hund. De er nemlig smuttet en uge på luksus hotel på Gran Canaria. De var så heldige at det lige blev sat ned med 65 % og så slog de selvfølgelig til. Jeg sagde til dem at jeg syntes at det mindste var at de tog mig med 😉 men det mente de nu ikke! haha

Idag har jeg bagt burgerboller – efter brødrene Prices opskrift! Vi skal have flæskestegssandwich – og så ender det vist med, at jeg laver almindelige burgere til pigerne. De er ikke vilde med steg i en burgerbolle!

Igår fik vi andebryster, grønkålschips, kartofler, brun kartofler og brun sovs. Imorgen skal vi have pil selv rejer og hummerhaler, ristet på pande med hvidløg og olivenolie. Fredag bliver det så kalveribeyes på grillen, med ovn kartofler og hjemmelavet whiskysovs!

Rigtig god tirsdag aften til alle <3

 

2 tanker om “Samlet familie er nu engang bedst!

  1. Tak for den dejligste spa dag – skøn tradition😊 Det var skønt med dig og mig tid❤ Du er stadig lige så dejlig og fantastisk en veninde som første gang vi stor hyggede for snart 20 år siden😘

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *