Tanker omkring livet som døende ung kvinde og samtidig mor.

Opfordring!

Jeg har modtaget følgende opfordring på min blog :

————————————————————————————————————————————

“Jeg er ved at læse til sygeplejerske. – Faktisk overvejer min gruppe og jeg, at fortolke på nogle af dine indlæg.
– Vi skriver om eksistentielle forhold, når mødre til mindre børn er syge med cancer.: Eksistentielle problemstillinger kan eksempelvis handle om:

Manglende mening med livet
Ensomhed
Sygdom
Angst og frygt
Alderdom
Ansvar
Valg og fravalg – og manglende valg
Relationer
Livskriser
Identitetskriser
Disse problemer kan ofte medføre spørgsmål som:

Hvem er jeg?
Hvad er meningen med livet?
Hvordan lever jeg mit liv – og hvordan ønsker jeg at leve mit liv?

Herunder tænker jeg selvfølgelig også især på dit sygdomsforløb også i forhold til dine børn. – hvor meget de skal vide/ ikke vide,
Hvad du selv spekulerer over i forhold til børnene, hvis du dør inden de bliver voksne osv.

– Jeg tænkte på, om du måske kunne have lyst til at skive et indlæg hvor du kommer ind på nogle af sådanne overvejelser? 🙂
Jeg har selvfølgelig fuld forståelse overfor, hvis du ikke har mulighed for eller lyst til det”

—————————————————————————===————————————————————

Kære Louise, din gruppe af medstuderende samt andre som kunne finde disse tanker interessante!

Det vil jeg gerne være med til at give mit besyv med til, hvordan jeg personligt har det med disse ting!

Starten af sygdomsperioden!

Da jeg for snart 8 år siden blev syg, kom det virkelig som et chok både for mig selv. Men så sandelig også for min mand og min familie! Jeg har aldrig levet særlig usundt og jeg havde det godt, og havde run på livet! Vi havde fået 2 sunde dejlige piger. Og intet pegede i retningen af at jeg pludselig skulle stå med betegnelsen kronisk syg æggestokkræftpatient!

Jeg stod aldrig med spørgsmålet om : HVORFOR LIGE MIG??? Heldigvis så følte jeg mig ikke uretfærdigt behandlet! Men jeg tænkte : Nu dør jeg nok lige om lidt! Det var jo det som lægerne mere eller mindre gav utryk for ville ske!

Ordnede forhold.

Men jeg havde behov for at få ordnet en del ting som rumsterede i mit hoved! Feks så boede vi i eget hus. Og jeg kunne ikke holde ud at tænke på at mand og børn skulle stå med at få det solgt efter min død. Det blev ved med at være et problem for mig at tænke på. Så min mand gik med til at vi fik det solgt. Nu bor vi så i et lejet hus. Det giver mig stor ro at vide at de bare har 3 måneders opsigelse! Så kan de flytte i noget mindre og billigere! Min mand synes at det er skørt at jeg bekymrede mig omkring det! Men det fyldte simpelthen bare for meget og så fik vi styr på det!

I forhold til begravelse så ville jeg ikke have at min familie skulle stå tilbage og være usikker på hvad jeg ønskede og ikke ønskede! Derfor er det besluttet at jeg feks skal have en sten i plænen på Bogense Kirkegård ved siden af min mormor! Det er en smuk kirkegård med udsigt ud over vandet! Og når min familie så sejler til Bogense, så kan pigerne gå op og “besøge” mig hvis de ønsker det! Omvendt så ønsker jeg ikke et gravsted som skal passes. Min mand er ung og finder sig hurtigt en ny kone. Så derfor skal han ikke trækkes med at skulle holdes “tilbage” af mig!

Og jeg ønsker ikke at ligge på hans familiegavsted af 2 grunde! Det er et meget trist sted. Og når min mand får en ny kone – så bliver det de 2 som skal ligge der sammen! Nej så ligger jeg hellere i solen ved vandet, sammen med min mormor! ♥️

Hospice og døden!

Jeg har også besluttet at i den sidste tid, vil jeg på Hospice. Jeg vil også dø på hospice! Jeg vil ikke have at min familie skal forbinde vores hjem med “det sted hvor mor døde”. Og min mand og jeg har været oppe og se hospice her i Vejle. Det er et super fint sted! Og der er også plads til at børnene kan være der og være sig selv!

Om jeg skal begraves eller bisættes – har jeg sagt til min mand at det bestemmer han! Når jeg er død så tænker jeg ikke på det. Så det har jeg ikke lyst til at tage stilling til! Men jeg har valgt hvem der skal holde tale over mig. Jeg har også valgt at de skal vælge den billigste kiste osv – de skal ikke sætte sig i  gæld over min begravelse! Hvad der skal ske bagefter osv – det vælger min mand også selv!

Børnene!

Efter at have rådført mig med profesionelle – så har jeg valgt at være helt ærlig overfor pigerne.  I forhold til min sygdom og hvad fremtiden bringer for mig! Jeg har selvfølgelig taget deres alder i betragtning. Og stille og roligt, som de er blevet ældre, har jeg afsløret mere og mere! Det har faktisk virket meget godt! De er ikke bange for at jeg forholder dem nogen sandheder eller lignende!

Feks når jeg har været til skanning. Så har jeg fortalt når det har været dårlige nyheder men også gode nyheder. På den måde har vi kunne sørge sammen, men også glæde os sammen.

Minder!

I forhold til pigerne så har det været vigtigt for mig at efterlade minder til dem. Så de kan huske mig! Den lille var jo kun 1 år og den store 3 år da jeg blev syg! Så hvis jeg døde hurtigt ville de jo ikke have noget at huske mig ud fra! Så jeg er begyndt at lave års fotobøger til dem! Aå de kan huske hvad der er sket og også se hvad vi har lavet sammen!

Jeg har også taget stilling til mine smykker hvad der skal ske med dem osv! Jeg vil have lavet et specielt smykke til dem begge af min og min mands vielsesring! Det skal være et vedhæng til en halskæde som de begge skal have, og som passer sammen! Jeg kan godt lide tanken om atfå lavet nogle varige minder til dem!

Større børn – heldigvis.

I takt med at de er blevet større, her jeg også taget mange snakke med dem. Omkring den kommende pubertet, kærester og samliv! Dels for at få lov til selv at snakke med pigerne omkring disse ting. Men også for at tage lidt af presset fra min mands skuldre.

Nu hvor de er 8 og 10 år, så er de ting vi går op i at lære dem, mere praktiske ting. Feks så har de en fast maddag hvor vi virkelig hygger med at lave mad sammen. De skal også gøre rent på deres værelser, dække bord og generalt hjælpe til herhjemme. Alt sammen noget jeg går meget op i af 2 grunde :

  1. Jeg ønsker at de skal være så selvhjulpne piger, som kan klare sig selv. Som er renlige og praktisk anlagte og som andre synes om.
  2. Når jeg går bort, så har min mand behov for at pigerne er gode til at bidrage herhjemme med forskellige opgaver. Og hvis jeg ikke hjælper dem til at kunne en del nu. Så bliver tiden derefter sværere end den behøver at være!

Ægteskab!

Det har altid stået klart for mig at efter at jeg blev syg, at jeg så så min mand gift på ny! Min mand har givet mig meget kærlighed og selvfølgelig skal hans kærlighed ikke stoppe så tidligt i livet! Selvfølgelig skal han fortsat have kærlighed i livet. Også selvom jeg ikke er der til at kunne give ham denne kærlighed!

Det er også noget som vi snakker åbent omkring. Og som jeg har sagt til ham, er helt ok. Og at han ikke skal have dårlig samvittighed over at finde sig en ny kvinde i sit liv! Dog har jeg gjort det meget klart for ham, at det er vigtigt at han finder en som kan rumme mine piger. Og være en super god reservemor for mine piger!

Børnene og en ny “mor” !

Ligeledes har jeg snakket med pigerne om at de skal tage godt imod den nye kvinde. Som deres far finder, for det vil give dem den bedste start på livet sammen.

Måske det virker mærkeligt at jeg har gjort mig disse tanker allerede. Og har talt så åbent både med mand og børn omkring det! Men mit mål i livet er at gøre mine piger til hele og lykkelige voksne. Og min mand lykkelig igen, trods den modgang, som de desværre allerede møder nu. Jeg er overbevist om at alt det jeg kan forberede dem på nu. Vil gøre det nemmere for dem når de kommer til at stå i situationen.

Det skal jo selvfølgelig også tages i mente, at jeg jo har troet at jeg ville være væk og begravet indenfor 2-3 år! Så jeg har jo fra start af følt at jeg havde ret travlt! Heldigvis så er det ikke gået så galt med det. Og det er faktisk sådan at pigerne og min mand indimellem siger : “Nu gider vi altså ikke snakke mere om det, det har vi fint styr på” . Når de siger sådan, ja så føler jeg at jeg har fået gjort opmærksom på det der skal gøres opmærksom på!

Livskriser…

Har jeg heldigvis aldrig haft nogen af! Jeg er meget afklaret med hvem jeg er. Jeg er positiv anlagt, så jeg er sjælendt negativ over min situation! Som jeg skrev før – så har jeg aldrig haft følelsen af hvorfor det lige skulle ramme mig! Heldigvis! For hvem ville jeg så ønske at det skulle ramme ?

Det jeg nok har det værst over i forhold til min sygdom, er at mine piger skal vokse op i en utryg situation. Hvor de hele tiden er bange for at mor dør! Og i forhold til min mand, så burde han have de bedste år af hans liv pt. Men er i stedet bundet af at have en syg kone! Men ja sådan er vores livsvilkår og vi må simpelthen bare forsøge at få det bedste ud af det. For går man og er bitter – ja så spilder jeg jo bare det liv som jeg nu engang har!

Livet efter døden ?

I forhold til døden og hvad der sker bagefter osv. Ja så er jeg ret religiøs anlagt, og jeg er sikker på at det er med til at give mig ro i forhold til døden. Bibelen beskriver døden som at sove, og eftersom jeg ikke er bange for at sove. Ja så tænker jeg at jeg ikke skal være bange for det!

Bibelen siger også at der er en fremtid efter døden og ja det vælger jeg klart at tro på! For hvis dette liv er alt – ja så vil et godt nok være trist at være mig! Men hvis/når der kommer noget bedre. En fremtid uden sygdom og med perfekt helbred, sin familie omkring sig og med lykke og glæde. Ja så skal det nok gå det hele!

Konklusion.

Så man kan sige at jeg har valgt at leve mit liv ærligt. Med så meget glæde som overhoved muligt! Jeg forsøger at få min sygdom til at fylde så lidt som muligt i mit og familiens liv!

Selvom jeg ikke altid har så mange kræfter. Så prøver jeg altid at lave så meget som jeg overhoved kan selv! Det giver mig selv, men også familien et mere positivt islæt. End når jeg feks er så skidt at jeg ligger  i sengen hele dagen.

Dette er min måde at leve på og mine tanker omkring det at være kronisk syg med kræft!

♥️ Line/ etlivmedcancer.dk

 

7 tanker om “Tanker omkring livet som døende ung kvinde og samtidig mor.

  1. Stærke, ærlige og smukke ord, men jeg nægter at tro på at du er døende. Du har mange gode år endnu. Det tror jeg på, og ønsker dig det af hele mit hjerte.

    1. Hej Peter!
      Mange tak for din søde kommentar! Jeg håber også at jeg har mange år endnu, men kroppen virker nu pt til at have givet lidt op desværre! Men så er det heldigt at sindet også har noget at skulle sige…
      mange hilsner Line/ etlivmedcancer.dk åå

  2. Kære Line
    Jeg har taget tilløb til min kommentar et par dage. Stor var min glæde nemlig, da jeg “fandt” dig her. Jeg har fulgt dig lige siden du skrev det første indlæg på cancerforum. Pludselig var din profil slettet og jeg troede, at du var død og dine pårørende havde slettet den. Og så finder jeg denne smukke blog, hvor du har fortsat dine skriblerier på fineste vis. Det gør mig simpelthen så glad at læse, at du stadig er her og at dine piger nu er blevet så store, at de vil kunne huske dig, hvis og når du ikke er her mere.

    Modtager du ikke længere nogen form for livsforlængende kemoterapi eller stråler? Hvis nej, er det så fordi, at det ikke længere er realistisk eller fordi du ikke selv vil? Min nære veninde har i snart 7 år også været kronisk syg med æggestokkræft. Da hun blev opereret havde det bredt sig til hele bughulen og flere af organerne. Det var stadie 4 og hun fik højst et år at leve i var lægernes melding dengang. Men hun har siden 2014 fået PIPAC behandlinger hver 4. måned. Først på eksperimentiel basis i Tyskland og nu fast i Odense. Det har holdt kræften nede i nu 4 år. Hun har, som dig, en urostomi og flere bivirkninger af behandlingen, men hun har stadig et godt liv og ikke mindst, så er hendes børn nu blevet 12 og 16 år.

    Jeg håber, at det er i orden, at jeg skriver til dig så åbent, men du virker selv meget åben og afklaret i forhold til alle tabuerne og de svære samtaler, derfor bringer jeg det op for dig. Igen, så er det fantastisk, at jeg kan læse her, at du – fortsat – lever og har det godt.

    Kh Mette

    1. Kære Mette.

      Tusind tak for din kommentar! Ja det er skønt når man opdager at nogle heldigvis stadig lever! Måske ikke som dengang man ikke havde diverse poser mm at rende rundt med, men trods alt så er man her dog!

      Det lyder meget spændende med det behandling – det vil jeg gå ind og læse omkring! Jeg frasagde mere behandling for 3,5 år siden! Ikke fordi jeg er imod mere behandling, men det jeg fik, gjorde desværrre intet godt for mig! Jeg blev bare mere syg af det! Så min Onkolog og jeg besluttede os i samråd om at stoppe og så se tiden an!
      Min cancer er ikke vokset eksposlivt siden, og sidst jeg var til kontrol, tog vi så en ny beslutning der går ud på at jeg ikke længere går til kontrol! Jeg har åben indlæggelse og kan til enhver tid bede om at få en kontrolskanning, hvis jeg skulle føle behov for det!

      Jeg håber alt det bedste for din veninde, som jo må have ca samme fremtidsudsigter som jeg! Det er altid dejligt at have en god veninde, som er der for en! Det lyder til at du er sådan en!

      Mange knus og kram fra Line

  3. Kæreste Line ❤️🌻. Tak for din fine blok. Den er, som du, meget inspirerende 😃. Tak fordi du lader os få et bedre indblik i hvordan liver med cancer er, både for dig og din familie. Mange kærlige tanker og knus herfra. 💕💐
    Kærligst Vivi

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *