Tiramisu

Medbragt kage!

Jeg elsker at bage og lave mad. Og fordi jeg ikke altid har så mange kræfter pga min cancer – så er det dejligt at have det som hobby. Jeg befinder mig i en anden verden når jeg står i mit køkken – her er jeg ikke den syge, men derimod hende som står for maden! Det lyder måske mærkeligt at det betyder så meget, men indimellem så er det bare rart at have en slags frirum for ens sygdom!

Noget andet som der er fantastisk ved madlavning – det er at mine piger deler min interesse! Så ud over at jeg har mit frirum – så får jeg samtidig kvalitets hyggetid med mine piger! Det er guld værd! De vil dog helst kokkerere sammen med mig uden hinanden. Jeg tror at det er fordi at de så har mig for dem selv! Så vi deler det op og så er de med skiftevis! Men nogle gange så slår jeg i bordet og kræver at vi alle hygger sammen! Det er de heldigvis med på – når mor her skruer bissen på 😉

Eneste problem er at når det er i det søde køkken at vi er – så har vi altid problemer med at få spist op! Vi er bare ikke den store kage spisende familie! Vi vil gerne have lidt lækkert – men ikke for meget! Så da min mor forleden skulle have gæster – og vi skulle med – så spurgte jeg om jeg måtte stå for desserten. Det måtte jeg heldigvis gerne – og jeg har længe haft lyst til tiramisu! Så jeg fik lavet en super lækker tiramisu – og det er den som I her får opskriften på!

Tips og gode råd!

Fordi vi var mange – så valgte jeg at anrette min tiramisu i 2 fade! Men man kan også portionsanrette den! Det er heller ikke dårligt og ser meget festligt ud!

Denne version er med den Italienske likør Amaretto! Hvis man ikke lige har mulighed for at få fat i det – så kan man også bruge masala og cognac! Og skal den være børnevenlig – kan det helt udelades! Personligt synes jeg bare at den er bedst med lidt kant! 😊

Tiramisu :

Ingredienser :

  • 3 æg
  • 70 gram sukker
  • 3 tsk vaniljesukker
  • 250 gram mascarpone
  • 1/2 del kaffe
  • Ca 6 tsk Amaretto
  • omkring 15 ladyfingers
  • 2 spsk kakao

Sådan gør du :

Del æggene i blommer og hvider hver for sig!

Pisk hviderne stive.

Pisk æggeblommer med sukker og vaniljesukker, så det bliver til en lys skummende æggesnaps!

Vend mascarponen i æggesnapsen og rør det godt sammen men uden at piske.

Vend derpå æggehviderne i uden at slå luften ud af dem, så det bliver til en lækker creme.

Læg et lag af cremen i et fad og læg derpå ladyfingers ovenpå cremen!

Med en tsk kommer man så forsigtigt ca 1 tsk kaffe på hver ladyfinger, og bagefter ca 1/2 tsk Amaretto på hver ladyfinger! De skal kun lige opsuge noget af væsken for at give smag, men det er vigtigt at man ikke kommer for meget på så de bliver bløde og slaskede.

Fortsæt med at lag i fadet af skiftevis creme og ladyfingers, og afslutningsvis skal der så være creme øverst!

Stil den i køleskabet i minimum 4 timer, men meget gerne natten over!

Når den skal serveres – så sigter man kakao over!

Velbekomme 😋

Tiramisu - etlivmedcancer.dk

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *